Der er også noget interessant i at bruge gennemsnitstal ved udspurgte enkelt personer.
For lad os antage der er en kurve der hedder,
- 10% ønsker 0 børn
- 10% ønsker 1 barn
- 20% ønsker 2 børn
- 40% ønsker 3 børn
- 20% ønsker 4 børn
- 2.5 børn i gennemsnit
Så skal menneskerne matches ind i forhold, de 10% der ikke ønsker børn har en okay sandsynlighed for at finde hinanden. Idet mange stiller spørgsmålet, ønsker du børn?, tidligt i udvælgelsesforløbet.
Men det er ikke ofte man spørger, så hvor mange? Så en person der ønsker 4 børn, kan reelt set godt først indse at deres partner kun ønsker et barn når de er forelskede.
Det ville give en bedre ide om hvorvidt det er rammerne der er problemet, hvis de spurgte etablerede parforhold hvad de ønskede sammen - Vil forvente individernes gennemsnit altid vil være højere end par forholdenes gennemsnit
Et nyt studie viser, at otte ud af ti mænd og kvinder mellem 20 og 28 år ønsker at få børn. Gennemsnitligt ønsker kvinderne 2,46 børn og mændene 2,43 børn. Begge køn ønsker at få første barn, når de er mellem 27 og 28 år.
(…)
Danske kvinder fik i 2025 i gennemsnit 1,5 barn. Gennemsnitsalderen for første barn var sidste år 30,4 for kvinder og 31,9 for mænd.
Det virker jo lidt til, at unge der ikke har børn ønsker mange børn. Man kunne næsten tro, at når man så finder ud af hvor meget arbejde det er rent faktisk er at have børn, at man nedjusterer det ønskede antal…
kan huske at min svoger ville have tre børn. Efter nr. to lignede han en levende død i en håndfuld år og nævnte at to var fint. xD jeg bebrejder ham ikke. Det var nogle dejlige mennesker, der kom ud af det, men de havde godt nok også krudt i røven da de var små xD
Jeg er ikke uenig; hårdt arbejde og tid. Jeg (og min bedre halvdel tror jeg?!) kunne godt tænke mig en treer, men vi føler os for gamle til at starte forfra.
Jeg er selv i slut 30’erne og har to, hvor den yngste er 7, og jeg skal godt nok ikke have flere. Fuck nej om jeg gad nulstille mit liv til dengang vi havde helt små børn igen, vi er endelig nået dertil hvor de begge har noget reel selvstændighed. Babyer er da søde, og det er da hyggeligt med mine yngre søskendes små unger, men dem kan jeg give tilbage når de bliver nedern.
Som værende i slut 30erne med en lille bette en og to mere under 5, kan jeg også trygt sige. Det var så det, jeg har fået nok nu 😅
Jeg har det også ganske fint i onkelrollen, det kan også noget at kunne levere dem tilbage!
Har det på fuldstændig samme måde. Når jeg ser dem af mine venner der har fået børn senere end vi har, bliver jeg endnu mindre i tvivl. De kan knap sidde og have en samtale, fordi deres tilstedeværelse er påkrævet andetsteds. Og ferierne? Damn. Mine er lidt ældre end dine. Det er vidunderligt at man kan have dem med ude og vandre osv. Og så er der økonomien - børn koster bare.
Ville sådan set godt have haft en mere ( lige efter de andre, ikke nu ), men med fuldtidsarbejde og travlhed synes jeg det er svært at få ordentlig energi til.
Godt bud. Det forklarer dog ikke forskellen mellem ønsket om at få børn når man er 27-28 i forhold til virkelighedens 30-32, hvilket jeg tænker gør at man ikke får nummer 2, når man måske allerede føler at man er “bagud”. Men der er nok andre ting, fx karriere og frihed i sine unge år, der spiller ind der.
Jeg tænker at du har ret i at det er for meget arbejde for de fleste og at man ikke rigtig er klar over at det er det, før man får det første barn. Engang kunne du have en forældre der fokuserede næsten fuldt ud på børnene (kvinden der gik hjemme). Det kan man ikke i dag. Vi arbejder simpelthen for mange timer for at have børn.
Tror også økonomi spiller ind. Daginstitution, en stor bil og ekstra udgifter til ferier. Måske skal huset udbygges for at få plads til en ekstra.
Angående alderen, er der jo, som jeg forstår det, mange der har svært ved at få børn. Og en del får hjælp.
Jeg har hørt lidt blandet omkring det med økonomi. Jeg har hørt at man har prøvet alt muligt med at gøre økonomien bedre for børnefamilier, men de får stadig ikke flere børn. Hvis man ser på rige mennesker får de heller ikke signifikant flere børn - måske lidt flere, men ikke noget der kunne gøre en forskel. Så jeg er faktisk ikke sikker på at økonomien spiller så meget ind?
Jeg tror mere og mere at det er tid, og det er bare svært, for man kan ikke særlig nemt give forældre mere end 24 timers tid per døgn. Det eneste man reelt kunne gøre var at forældrene kunne gå ned i arbejdstid, men det ville være en økonomisk byrde som de fleste måske ikke ville være glade for? På den anden side tænker jeg selv at en 4-dags uge ville være fantastisk, måske også selvom man kun får 80% af lønnen.
Penge er tid og tid = overskud til børn. Hvis jeg som kommunalt ansat fik mere i løn, kunne jeg gå på deltid mens ungerne var små og dermed levere tilstrækkelig tid og energi til et barn mere.
Er ikke sikker på man kan overføre data fra meget velstående mennesker til den generelle befolkning.
Penge er tid
Og dog? Uanset hvad du tjener er det sandsynligt at du er fuldtidsansat. Penge er nærmere tid når du nærmer dig pensionsalderen fordi du så kan pensionere dig tidligere.
Fordi de fleste er gode til at falde for livsstilsinflation, de flest firmaer tillader folk at gå på deltid hvis de ønsker - Det er bare svært hvis man maksede huslånet ud og stadig ønsker at forbruge hele månedslønnen
Jeg ville egentlig gerne have 3-4 børn, men vi stopper ved 2. Hverken min kone eller jeg gider et liv der udelukkende drejer sig om at have børn. Så for os handler det om tid. Vi vil også gerne kunne være der for vores børn, og ikke bare overlade dem til Paw Patrole.
Jeg ved ikke helt hvordan boomer generationen gjorde det. Havde en kollega med 10 søskende, og kollegaens mor havde engang sagt, at hun hellere ville have 11 børn i 90’erne end 3 børn i dag.
Der var flere på deltidsstillinger dengang og bedsteforældre gik på pension betydeligt tidligere
Hvis jeg havde nogen intention om at få børn, ville jeg gå betydeligt ned i tid når pokémonen kom til verden
Jeg kan slet ikke forestille mig hvordan det kan lade sig gøre, hvis begge har et fuldtidsjob og har begrænset mulighed for hjælp fra bedsteforældre.
Jeg ved ikke helt hvordan boomer generationen gjorde det
Jeg gætter på at der er nogle andre krav til hvad vi gør med vores børn. Dertil kommer at vi alle har meget travlt med mange folk som er stressramte. Det påvirker børnene vi får i dag, at der altid er en million muligheder, de bliver bombarderet med alt muligt fra tegnefilm til nyheder om Trump og krig. Hørte et podcast eller Zetland, om en kvinde der læste en samling af børns dagbøger-udsnit fra en enkelt dag i 90’erne. De omhandlede “dumme Jens”, “Lotte er sød”, “glæder mig til sommerferien”, og andre småting fra deres hverdage. Denne kvinde lavede en lignende samling fra nutiden, men indholdet fra børnenes dagbøger havde indhold præget af USA, krig, økonomien…
Det jeg vil frem til er at vi alle (børn og forældre) er under et stort informationspres og det gør det bestemt ikke nemmere at være barn eller forældre i dag.
Man fik nok også mere hjælp af sine forældre dengang. Alle gik på pension som 60-årig dengang.
Min far brugte gerne en måned på ferie hos sine bedsteforældre. Det ser man nok ikke mange steder i dag.
