Godt bud. Det forklarer dog ikke forskellen mellem ønsket om at få børn når man er 27-28 i forhold til virkelighedens 30-32, hvilket jeg tænker gør at man ikke får nummer 2, når man måske allerede føler at man er “bagud”. Men der er nok andre ting, fx karriere og frihed i sine unge år, der spiller ind der.
Jeg tænker at du har ret i at det er for meget arbejde for de fleste og at man ikke rigtig er klar over at det er det, før man får det første barn. Engang kunne du have en forældre der fokuserede næsten fuldt ud på børnene (kvinden der gik hjemme). Det kan man ikke i dag. Vi arbejder simpelthen for mange timer for at have børn.
Jeg har hørt lidt blandet omkring det med økonomi. Jeg har hørt at man har prøvet alt muligt med at gøre økonomien bedre for børnefamilier, men de får stadig ikke flere børn. Hvis man ser på rige mennesker får de heller ikke signifikant flere børn - måske lidt flere, men ikke noget der kunne gøre en forskel. Så jeg er faktisk ikke sikker på at økonomien spiller så meget ind?
Jeg tror mere og mere at det er tid, og det er bare svært, for man kan ikke særlig nemt give forældre mere end 24 timers tid per døgn. Det eneste man reelt kunne gøre var at forældrene kunne gå ned i arbejdstid, men det ville være en økonomisk byrde som de fleste måske ikke ville være glade for? På den anden side tænker jeg selv at en 4-dags uge ville være fantastisk, måske også selvom man kun får 80% af lønnen.
Jeg ville egentlig gerne have 3-4 børn, men vi stopper ved 2. Hverken min kone eller jeg gider et liv der udelukkende drejer sig om at have børn. Så for os handler det om tid. Vi vil også gerne kunne være der for vores børn, og ikke bare overlade dem til Paw Patrole.
Jeg ved ikke helt hvordan boomer generationen gjorde det. Havde en kollega med 10 søskende, og kollegaens mor havde engang sagt, at hun hellere ville have 11 børn i 90’erne end 3 børn i dag.
Jeg ved ikke helt hvordan boomer generationen gjorde det
Jeg gætter på at der er nogle andre krav til hvad vi gør med vores børn. Dertil kommer at vi alle har meget travlt med mange folk som er stressramte. Det påvirker børnene vi får i dag, at der altid er en million muligheder, de bliver bombarderet med alt muligt fra tegnefilm til nyheder om Trump og krig. Hørte et podcast eller Zetland, om en kvinde der læste en samling af børns dagbøger-udsnit fra en enkelt dag i 90’erne. De omhandlede “dumme Jens”, “Lotte er sød”, “glæder mig til sommerferien”, og andre småting fra deres hverdage. Denne kvinde lavede en lignende samling fra nutiden, men indholdet fra børnenes dagbøger havde indhold præget af USA, krig, økonomien…
Det jeg vil frem til er at vi alle (børn og forældre) er under et stort informationspres og det gør det bestemt ikke nemmere at være barn eller forældre i dag.
Penge er tid og tid = overskud til børn. Hvis jeg som kommunalt ansat fik mere i løn, kunne jeg gå på deltid mens ungerne var små og dermed levere tilstrækkelig tid og energi til et barn mere.
Er ikke sikker på man kan overføre data fra meget velstående mennesker til den generelle befolkning.
Og dog? Uanset hvad du tjener er det sandsynligt at du er fuldtidsansat. Penge er nærmere tid når du nærmer dig pensionsalderen fordi du så kan pensionere dig tidligere.
Fordi de fleste er gode til at falde for livsstilsinflation, de flest firmaer tillader folk at gå på deltid hvis de ønsker - Det er bare svært hvis man maksede huslånet ud og stadig ønsker at forbruge hele månedslønnen
Godt bud. Det forklarer dog ikke forskellen mellem ønsket om at få børn når man er 27-28 i forhold til virkelighedens 30-32, hvilket jeg tænker gør at man ikke får nummer 2, når man måske allerede føler at man er “bagud”. Men der er nok andre ting, fx karriere og frihed i sine unge år, der spiller ind der.
Jeg tænker at du har ret i at det er for meget arbejde for de fleste og at man ikke rigtig er klar over at det er det, før man får det første barn. Engang kunne du have en forældre der fokuserede næsten fuldt ud på børnene (kvinden der gik hjemme). Det kan man ikke i dag. Vi arbejder simpelthen for mange timer for at have børn.
Tror også økonomi spiller ind. Daginstitution, en stor bil og ekstra udgifter til ferier. Måske skal huset udbygges for at få plads til en ekstra.
Angående alderen, er der jo, som jeg forstår det, mange der har svært ved at få børn. Og en del får hjælp.
Jeg har hørt lidt blandet omkring det med økonomi. Jeg har hørt at man har prøvet alt muligt med at gøre økonomien bedre for børnefamilier, men de får stadig ikke flere børn. Hvis man ser på rige mennesker får de heller ikke signifikant flere børn - måske lidt flere, men ikke noget der kunne gøre en forskel. Så jeg er faktisk ikke sikker på at økonomien spiller så meget ind?
Jeg tror mere og mere at det er tid, og det er bare svært, for man kan ikke særlig nemt give forældre mere end 24 timers tid per døgn. Det eneste man reelt kunne gøre var at forældrene kunne gå ned i arbejdstid, men det ville være en økonomisk byrde som de fleste måske ikke ville være glade for? På den anden side tænker jeg selv at en 4-dags uge ville være fantastisk, måske også selvom man kun får 80% af lønnen.
Jeg ville egentlig gerne have 3-4 børn, men vi stopper ved 2. Hverken min kone eller jeg gider et liv der udelukkende drejer sig om at have børn. Så for os handler det om tid. Vi vil også gerne kunne være der for vores børn, og ikke bare overlade dem til Paw Patrole.
Jeg ved ikke helt hvordan boomer generationen gjorde det. Havde en kollega med 10 søskende, og kollegaens mor havde engang sagt, at hun hellere ville have 11 børn i 90’erne end 3 børn i dag.
Der var flere på deltidsstillinger dengang og bedsteforældre gik på pension betydeligt tidligere
Hvis jeg havde nogen intention om at få børn, ville jeg gå betydeligt ned i tid når pokémonen kom til verden
Jeg kan slet ikke forestille mig hvordan det kan lade sig gøre, hvis begge har et fuldtidsjob og har begrænset mulighed for hjælp fra bedsteforældre.
Jeg gætter på at der er nogle andre krav til hvad vi gør med vores børn. Dertil kommer at vi alle har meget travlt med mange folk som er stressramte. Det påvirker børnene vi får i dag, at der altid er en million muligheder, de bliver bombarderet med alt muligt fra tegnefilm til nyheder om Trump og krig. Hørte et podcast eller Zetland, om en kvinde der læste en samling af børns dagbøger-udsnit fra en enkelt dag i 90’erne. De omhandlede “dumme Jens”, “Lotte er sød”, “glæder mig til sommerferien”, og andre småting fra deres hverdage. Denne kvinde lavede en lignende samling fra nutiden, men indholdet fra børnenes dagbøger havde indhold præget af USA, krig, økonomien…
Det jeg vil frem til er at vi alle (børn og forældre) er under et stort informationspres og det gør det bestemt ikke nemmere at være barn eller forældre i dag.
Man fik nok også mere hjælp af sine forældre dengang. Alle gik på pension som 60-årig dengang.
Min far brugte gerne en måned på ferie hos sine bedsteforældre. Det ser man nok ikke mange steder i dag.
Penge er tid og tid = overskud til børn. Hvis jeg som kommunalt ansat fik mere i løn, kunne jeg gå på deltid mens ungerne var små og dermed levere tilstrækkelig tid og energi til et barn mere.
Er ikke sikker på man kan overføre data fra meget velstående mennesker til den generelle befolkning.
Og dog? Uanset hvad du tjener er det sandsynligt at du er fuldtidsansat. Penge er nærmere tid når du nærmer dig pensionsalderen fordi du så kan pensionere dig tidligere.
Fordi de fleste er gode til at falde for livsstilsinflation, de flest firmaer tillader folk at gå på deltid hvis de ønsker - Det er bare svært hvis man maksede huslånet ud og stadig ønsker at forbruge hele månedslønnen