• 4 Posts
  • 1.19K Comments
Joined 1 year ago
cake
Cake day: February 28th, 2025

help-circle

  • Man, this is so awful :( I just had my breast removed due to the pre-stages to breast cancer. It is genuinely so scary how fast these things grow. There was basically nothing wrong with my breast in January and by Spring, I went to the doctor for an unrelated check and casually asked him to take a look at this small lump in my breast. He said it seemed like nothing more than some hormonal changes and that’s what I thought as well, but he referred me to get a mammogram “just to be safe”. I got an appointment for February 2027 and was like “cool, I’ll wait”. The hospital called me sometime later and told me they wanted to offer me an appointment at a private clinic asap because the public mammogram section of the hospital was overbooked. I agreed and went in June. They weren’t able to see that anything was wrong, but decided to do a biopsy anyway, “just to be safe”. They told me, I would get the results in five weeks. Only two weeks passed and then they called me and told me they had found pre-stage cancer cells in my breast.

    That was such a shitty day, ngl. I was very upset. They wanted to do further tests to see how much the cells had evolved so that they could see if they could preserve my breast or if they had to remove it entirely. MRI scans and all that shit. There were two lumps and together they were 11cm long. There was NOTHING in January and by June there was an 11cm growth. So fucked.

    They had to remove my breast and they did in the beginning of July. It literally saved my life. There were no signs of the cells having evolved to cancer and nothing had spread to my lymphnodes. The doctor who gave us the good news told me that I had saved my life by catching it so early, because this would have been so bad if it had been left to grow much longer. It was all stupid luck and convenient coincidences. I could have ended up like Lucy so easily because everyone, even the pros thought that it was nothing more than some hormonal changes.

    It hasn’t really hit me just how fucking serious this was, but reading stories like Lucy’s is devastating. Like, why couldn’t she have had my stupid luck and gotten an operation before it spread like this? Why did she have to end up in this situation? Why not me? It must have been so friggin aggressive, that it could get to this point. Or maybe she just didn’t notice because she was busy and, much like I, thought that her hormones were being silly? People don’t understand how quickly this shit develops out of nothing. It’s so unfair to Lucy. She’s always seemed like such a lovely lady and she’s very funny and likable. She doesn’t deserve this fate. :(

    Edit: forgot to add, that it is so true, what she says about how it is much harder on the family than it is on the sick person. That is also how I felt during my situation. My siblings were sick with worry and one of them has had a few therapy appointments because it hit them so hard. Meanwhile, I was somewhat at peace with it all. The only thing I could barely handle to think about was the scenario of my boyfriend coming home to our little house after everything was over and funeral was done and all the practical shit was over and he’d just be there, surrounded by the life we built together. All alone. I still can’t think about that without crying. That hurts so badly to think that I could have done that to him.




  • It’s all fine and dandy that they only think about the big cities, but the problem is that the focus on public transport seem to be exclusively focused on big cities while those of us who live in rural areas are starved for public transport options.

    I see they pick Copenhsgen among the places to praise public transport. Psh. Cool. I live in Jutland and my household was literally forced to buy a car after they cut the public transport budget in our city - again - and as a result, my boyfriend was forced to get up at 3 in the morning to be at work at 8. So, we bought a car because it was literally killing him and the limited time we had as a couple already, was pretty much eradicated.

    Getting a car not only did wonders for his health, it also gave us our relationship a much needed boost because now he had the energy to actually be awake and do things with me, when he got home from work.

    There are zero signs that public transport is a priority where we live and we aren’t going back now. We did everything to depend on public transport and save the expense of having a car until we were in our 30s and the only reason we ended up buckling was because public transport was cut from our area. It wasn’t only his bus route that was fucked with, btw. When I wanted to go see friends and family, the busses I used to take had been cut too and I suddenly had to take three trains and two busses to go see people who lived two to three hours away by car took me something around 6 hours to go on a 2 hours ride anywhere. One time they flat out canceled my bus home and I was stuck on a train station in Aarhus at midnight Nad would have to wait until 4 in the morning to get home. My boyfriend came and picked me up in the car and told me that from now on he’d drive me when I went because the last few trips I had taken had been disasters and this one had been the worst one yet. I had left for home, btw, at around 5 in the afternoon and wasn’t home until 2 in the morning. That trio would have taken me 3 hours by car. Public transport forced me to be on the go for 9 hours and that is only because my boyfriend picked me up. If he hadn’t done that, it would have been 13 hours.

    That is unacceptable. And from what I have been told recently, public transport has only gotten worse in Denmark since. But I’m so happy for people in Copenhagen that they get to have busses, trains and metro that arrive every two minutes and take them anywhere they need to go. Must be nice.







  • Det er heldigvis helt normalt og noget de fleste oplever. Det er meget forskelligt hvor tit patienter skal ind og tømmes. De siger at de fleste bliver tømt minimum 4 gange og nogle få er helt oppe på 30 udtømninger, hvilket jeg ikke lige gider xD tror heller ikke det bliver relevant for mig, men kunne godt se for mig at jeg har mellem en og tre udtømninger tilbage.

    Og tak! Håber også at de kommer til at hygge sig i haven x)


  • Karma har sparket mig i røven igen. Jeg har været inde på brystklinikken og fået tømt væske ud af mit sår to gange og jeg blev lidt kæphøj i mellemtiden og bildte mig selv ind, at efter anden gang, så var det slut. Der gik 12 dage denne gang, og det er bestemt fremskridt i forhold til de 9 dage sidste gang og 8 dage første gang.

    Men så skal jeg da ellers også lige love at ikke-brystet fik fart på. BOOM, så var det fyldt til bristepunktet på et døgn og helt ud af det blå. Bitch. Sagde til en af mine søskende, at nu ved jeg hvorfor malkekøerne kommer løbende når bonden kalder dem ind til malkning. Det syntes vedkommende var meget, meget sjovt også selvom jeg kun halvt jokede.

    I øvrigt: Fuck nåle.

    God service som sædvanligt og så trillede vi i plantecenter og købte en masse planter, der var sat ned fordi de havde fået tæsk af hedebølgerne og lignede noget der var løgn. Vi gik efter de sorter, som bierne væltede sig i dernede. Og vi købte flere lavendler, for man kan aldrig få for mange lavendler. Mine hænder dufter stadig af dem :')

    Glæder mig allerede til næste sæson for selv hvis de nye, skraldede planter ikke rigtig når at komme sig inden efteråret, så vil de måske overleve vinteren og komme igen til næste år og blive mega flotte og gode for insekterne <3




  • Ej, det er sgu da også pisse anti-klimatisk! Jeg troede selv 100% på at det var sådan det ville være da jeg plantede mine tomatfrø, men de kom kraftedeme alle sammen! O_o Ville gerne donere en sjat tomatplanter til dig, hvis vi var naboer! Håber at du har meget bedre held med dig næste år! Måske er det ikke helt for sent at plante et nyt batch, men jeg aner ikke om tomater kan trives så sent på sæsonen. Ved faktisk ikke en skid om at holde tomater. Lavede bare en Yolo og nu er der frugt.

    Mega nice med salaten til gengæld! hvilken slags har du? Og ja, haha omg, jeg havde samme problem med spinaten. Det hele kom på én gang og jeg kunne slet ikke følge med O,O de nåede at blive næsten en meter høje før hedebølgen gav dem tæsk. Har du dyrket andre ting? :D


  • Ja, man kan hurtigt komme til at erstatte en afhængighed med en anden, når man har det svært! Noget af det min hjerne har svært ved at fatte, er konceptet balance. At man fx godt må få en nugget med sursød sovs, hvis det er det man gerne vil. Jeg ved ikke om det er sådan i dit hoved, at alting er enten eller, men for mig er det sådan at enten er man 120% sund og viger aldrig eller også æder man som et svin. Det der med at lære at man godt kan have lidt usunde ting i sit liv så længe det ikke tager overhånd, det er sgu svært, når man sætter sit succeskriterie så umuligt højt, haha.

    Det er egentlig bare for at sige, at det ikke er nogen synd, at du lige nuppede en enkelt nugget, så længe du generelt holder dig til den nye linje, du har lagt! Så er risikoen for tilbagefald også mindre!

    Synes det du siger om at respektere din mæthed er rigtig, rigtig godt! Det nok i virkeligheden den vigtigste del, når man skal arbejde med sig selv i dette regi! Min dietist sagde til mig at en god måde at lære sig selv at blive mæt var ved at tygge langsomt og længe og prøve at sanse maden mens man spiser. Hun sagde også “prøv at øve dig i ikke at være den første, der har tømt tallerkenen ved bordet”. Den var en ret nem, visuel ting at forholde sig til! Det er sådan nogle ting, der går lidt sport i, hvor det bliver sjovt, synes jeg. For så handler det ikke om at skamme sig og hakke ned på sig selv, men i stedet handler det om at konkurrere med sig selv på en sjov måde :D Min dietist snakkede også meget om at man skulle øve sig i at tale pænt til og om sig selv. Man skulle arbejde med at erstatte negative tanker med positive tanker. Fokusere på sine små sejre undervejs og være kærlig ved sig selv, når man enten har en uge, hvor kiloene ikke lige ville lade sig smide eller man måske spiste noget, der ikke var en del af kostplanen osv osv. Hvis man fik arbejdet med sit selvværd og de ting indeni, der gør ondt, så har man større chancer for at det holder. For overvægt og overspisning er jo intet andet end symptomer på noget kaos indeni, som man har svært ved at tackle.

    Kan ikke ligefrem sige at jeg er pisse god til det der med at være sød ved mig selv, og det er nok også derfor min vægt stadig svinger meget i perioder, men det der med at manipulere sig hjerne til at være lidt mere flink ved sig selv, det virker altså! Men det er lidt som at gå i fitness. Det er en muskel, der skal trænes hele tiden, ellers falder man tilbage i de gamle selvdestruktive rytmer og der har jeg nok selv være lidt god til at springe min “træning” over haha.

    Jeg synes at du gør det godt, når jeg læser dine overvejelser og beskrivelser! Du er i gang med at passe på dig selv og det er så vigtigt! Nogle af os skøre skiderikker på denne jord, er lidt for gode til at forsømme os selv følelsesmæssigt fordi vi aldrig har lært, hvordan man er kærlig mod sig selv. Kan sagtens være at jeg er helt ved siden af i forhold til dig, men hvis det er sådan du også er skruet sammen, så håber jeg at du knokler videre både med vægttabet, og dine afhængige tendenser og alle de forsømte følelser der måske ligger bag, som fortjener omsorg! Du skal have det godt <3


  • Klø på, ven! Det sværeste er altid i starten og den har du allerede klaret! De næste 40 bliver sgu en ren sportsgren at smide! Sådan var det i hvert fald for mig da jeg engang skulle igennem et større vægttab. Det var decideret SJOVT da man kom ind i rytmen!

    Btw, hvis det er første gang du skal igennem sådant et vægttab, så vær forberedt på, at der kan komme nogle følelser op undervejs, som kan virke helt mærkelige, hvis man ikke ved, hvad der foregår.

    Fx kan man godt blive skidesur når man er ca. halvvejs. Skidesur og meget motiveret til at lave alt i sit liv om. Da jeg gik igennem et større vægttab for mange år siden forklarede min dietist nogle uger før jeg var halvvejs, at jeg måske ville opleve nogle meget stærke følelser snart, og at jeg skulle huske at stikke en finger i jorden hvis det skete og vente med at tage de helt store livsvalg til jeg var lidt længere i vægttabet. Hun havde fuldstændig ret. Da jeg nåede halvvejs, gik jeg helt amok med at smide ting ud og blev pisse vred ud af det blå nogle gange og det hjalp ret meget at vide at det bare var en del af processen.

    Min dietist sagde at nogle af os bliver overvægtig fordi vi spiser vores følelser væk og når vi taber os, så bliver vi konfronteret med de følelser vi pakkede væk i sin tid og det er helt normalt!

    Måske er du en af de heldige, der slipper for kaotiske følelser, men ville lige nævne det alligevel så du ikke potentielt bliver forskrækket over dine reaktioner undervejs!

    Alt det bedste til dig, ven! 🥰🤗