Der er mange interessante vinkler på emnet om venskab, naboskab, spontanitet og planlægning.
Foreningslivet har det svært. Der er ikke rigtig nogen, der gider at hænge ud på fredagsbaren og derhjemme er vi bange for, at nogen ringer på.
Hvor er det så, vi får ladet vores sociale batterier op?
Som introvert sætter jeg faktisk pris på at der ikke bliver ringet på døren mens jeg sidder i pyjamas på sofaen med min kop te en lørdag formiddag.
Til gengæld har jeg en masse ting jeg laver med vennerne, vi tager til quiz, spiller rollespil og brætspil, tager til koncerter og har mindst en hyggeaften om måneden med hjemmebag eller lignende, ofte med en whisky eller to også. Det er bare knapt så spontant pga. afstande og fordi flere par har børn nu.
Hvor er det så, vi får ladet vores sociale batterier op?
Personligt så bliver mit batteri til sociale aktiviteter ladet op ved netop ikke at have nogen sociale aktiviteter. Hvis folk begynder at møde uanmeldt op i weekender eller en hverdagsaften så ville jeg ende med at få stress fordi jeg aldrig får tid og plads til at falde til ro.
Hvor er det så, vi får ladet vores sociale batterier op?
Mit sociale batteri lader op når jeg er selv, og aflader når jeg er sammen med andre. Men det forstår mange ekstroverte ikke rigtigt, fordi de har det som regel omvendt.
Og nej, jeg gider ikke uanmeldte besøg. Min far gør det af og til, og det er pisse irriterende.
Det bliver fandme et nej tak herfra…ikke fordi der hverken roder eller jeg ikke har tid. Jeg gider ikke have besøg, jeg elsker bare at være mig selv og det er der jeg er absolut bedst tilpas. Det er enormt belastende og kræver virkelig meget energi at være sammen med andre, det er ikke noget jeg ønsker at blive tvunget til af en insisterede nabo som jeg grundlæggende er helt ligeglad med og som ikke er i stand til at opfatte den ubehag jeg oplever ved deres besøg.
Jeg er ellers normalt meget ekstrovert, men hvis folk har tænkt sig at bruge tid med mig, så må de fandme kunne planlægge det bare en lille smule. Jeg står ikke til rådighed for verdenen 24/7. Man kan enten skrive eller ringe i forvejen og booke tid, så skal jeg se hvornår jeg mener at jeg gider. I sådan et tilfælde kan ventetiden typisk være alt fra om 5 minutter, til om 5 år, alt efter hvor meget jeg gider personen. At møde op uanmeldt lægger et uretfærdigt pres på at man skal lukke folk ind.
Hvis jeg ikke skal noget har jeg egentlig ikke noget imod uanmeldte besøg fra venner eller familie. Men det er bare lidt underligt at komme uanmeldt, man kan jo ikke engang vide om jeg er hjemme. Det er bare upraktisk. Det giver meget bedre mening lige at ringe eller skrive før man tager afsted (måske medmindre man bor meget tæt på eller tilfældigt kommer forbi alligevel, men det er sjældent tilfældet).
Jeg tror Virén har en lidt romantisk idé om hvordan det var i gamle dage.
Jeg voksede op i et hjem hvor der altid var pænt netop fordi det skulle se godt ud hvis der kom folk på besøg. Og vi havde ikke instagram dengang, vel at mærke. Der var stadig en forventning til at huset var pænt og opvasken taget. Folk gik og snakkede om hinandens hjem hvis de ikke var pletfrie i mit lokalsamfund, det kan jeg godt sige jer. Virén er vist lidt for meget på instagram og har glemt hvordan den sociale kultur var før de sociale medier.
Jeg ved ikke om jeg vil sige, at folk kom uanmeldt på besøg i mit barndomshjem, med mindre det var os børn, der besøgte hinanden.
Hvis folk kom uanmeldt, var det enten fordi der var et eller andet problem vi kunne hjælpe dem med at løse eller også var det jehovas vidner, som altid blev jagtet væk.
Det var ude i haverne eller på vejen eller gennem telefonopkald eller sågar breve, at aftaler om besøg opstod.
Naboen ved siden af kunne godt finde på at invitere på en øl i haven og vice versa hvis de og mine forældre rendte på hinanden midt i havearbejde eller lignende. Men vi kom altså ikke bare vadende ind i hinandens haver på besøg uden at det var aftalt på forhånd.
Jeg ved ikke om uanmeldt besøg allerede i 90erne var blevet luget ud af den godkendte væremåde, men jeg genkender den sgu ikke og jeg tror faktisk at begge mine forældre, men mest min far, ville have HADET hvis folk kom vadende i tide og utide som om huset var en togstation. Jeg ved med 100% sikkerhed at de naboer vi var tættest med ville have fundet det uacceptabelt for de kunne godt lide deres fred og privatliv, også selvom vi var tætte. Der var altid en barriere og en usynlig grænse mellem os som vi alle accepterede og respekterede og jeg tror at det var det der gjorde vores naboskab så godt gennem alle årene.
Man skal altså passe på med at romantikere gamle dage og tro at folk bare var pisse sociale og drønede ind og ud af hinandens hjem uden grænser, regelsæt og respekt for hinandens privatliv.
Det kan godt være at der vsr en tid før 90erne, hvor ægte uanmeldte besøg var normen, men det var altså også et helt andet samfund, hvor man var langt mere afhængige af hinanden i dagligdagen end man er i dag. Og det har ikke noget med instagram at gøre. Det handler i langt højere grad om at vi har indrettet et velfærdssamfund hvor staten tager sig af mange af de byrder, vi plejede at hjælpe hinanden med at lette i lokalsamfundene.
Vi har med andre ord ikke brug for hinanden som vi plejede og vi har ikke haft brug for hinanden på den måde siden, tror jeg, en gang mellem 70erne og 80erne hvor det moderne samfund virkelig fik fat og væltede den gammeldags samfundsstruktur.
Vi bør være mere opsøgende og selskabelige for det ER godt for os at have mennesker omkring os i passende mængder, men personligt synes jeg at det budskab jeg ser i artiklen er en overreaktion på en samfundstendens, der har været flere årtier undervejs og den har et urealistisk syn på hvordan samfundet plejede at være.
