Det var Starmer der på anbefaling af hans kommunikationschef (Morgan McSweeney), indstillede Mandelson til stillingen. I deres “vetting” process blev Mandelson “spurgt direkte” om hans forhold til Epstein, og Mandelson forsikrede dem om, at han altså nærmest ikke kendte manden, og slet ikke til hans fordækte aktiviteter. Deres vetting bestod altså i at spørge Mandelson, og dernæst tro på ham, tilsyneladende uden yderligere granskning af oprigtigheden af hans udsagn. Dette på trods af, at hans venskab med Epstein var offentligt kendt, også i perioden efter hans dom i 2009. Dokumenterne der er kommet frem i 2026 har blot understreget at forholdet imellem dem var af en helt anden karakter end hvad Mandelson havde givet udtryk for under vettingprocessen samt, at han lader til at have videregivet fortrolige informationer/dokumenter fra regeringen, til Epstein.

Mandelson er ude af partiet nu, og der arbejdes på at fjerne hans “peerage”, så han ikke længere er Lord Mandelson. Men det er ikke hans skyld alene, at han blev ambassadør, der må også falde noget af skylden på McSweeney, Starmer, og dem der tilsyneladende tog Mandelsons ord for gode varer, uden at undersøge det yderligere. Det er ikke godt nok bare at sige “vi spurgte ham direkte, og han sagde at han nærmest ikke kendte Epstein”.